Smerter i ankelleddet

Ankelleddet

Et menneske tager over 200 millioner skridt i sit liv. Hvert eneste af disse skridt er en fantastisk præstation. For det, der jo ser så nemt ud, er faktisk en kompleks bevægelsesproces med perfekt timing og løbende tilpasning. Ankelleddet, der er et drejeligt hovedpunkt, giver mulighed for et bredt spektrum af bevægelser og mestrer vidt forskellige udfordringer.

Ankelleddet er hele tiden i bevægelse, og det udsættes konstant for stærke kræfter. Ikke mindst derfor er det så vigtigt at behandle skader og deraf følgende instabilitet i ledbåndene korrekt og så tidligt som muligt, da instabiliteten kan medføre alvorlige følgeskader.

Læs mere

Kvinden holder sig for anklen på grund af smerter

Ankelleddets anatomi

Opbygningen af ankelleddet er tilpasset dets forskellige opgaver optimalt og udmærker sig ved et perfekt samspil mellem knogler, muskler, ledbånd og sener.

Ankelleddet består af to delled, det øverste ankelled og det nederste ankelled. Disse to dele af leddet supplerer hinanden funktionelt og danner således en enhed. Ved hjælp af dette samspil bliver det muligt at løfte og sænke samt dreje foden i retning mod den indvendige og udvendige kant (supination og pronation).

Som den stærkeste sene i kroppen forbinder akillessenen underbenets bøjemuskler med fodknoglerne og gør det muligt at bøje foden. Den er ca. 5 cm bred og har en længde på 20 til 25 cm.

Ankelleddet stabiliseres af et kraftigt apparat af ledbånd. På den måde har ledbånd en begrænset elasticitet på lige omkring 3 procent af den oprindelige længde. Ledbåndsapparatet sikrer ankelleddet på ydersiden ved hjælp af tre enkelte ledbånd (det bageste, midterste og forreste udvendige ledbånd). Indersiden stabiliseres af en vifteformet kombination af indvendige ledbånd (deltabånd).

Desuden findes der en forreste og bageste syndesmose. Disse elastiske bindevævsstrukturer forbinder skinne- og lægbenet med anklen og har her funktion af et uægte led.

Rullebenet (lat. talus) indtager en central funktion under kraftoverførelsen fra underbenet til foden. Hvis fodleddets knogler ved fikseringen af underbenet forskydes i retning mod fodens spids, taler man om talusforskydning.

Årsager til smerter i ankelleddet

Som regel optræder smerter i ankelleddet som følge af en akut skade. Men andre årsager som fejlstilling, seneirritation, betændelse, overbelastningstegn, betragtelige faktorer samt en medfødt svaghed i ledbåndene og slitagetegn som slidgigt kan også medføre smerter i ankelleddet.

Diagnose af en ankelledsskade

Grundlaget for diagnosen er den kliniske undersøgelse. Der stilles en foreløbig diagnose ud fra anamnese, visuel og taktil undersøgelse samt test af bevægelighed og stabilitet. Her konstateres talusforskydningen f.eks. også ved hjælp af den såkaldte skuffetest. Den foreløbige diagnose verificeres derefter normalt ved hjælp af tekniske, billeddannende metoder, som røntgen-, ultralydsundersøgelse, MR- og CT-scanning.

Lokalisering af smerterne

Det område, hvor smerterne kan mærkes, kan fortælle noget om typen af den foreliggende skade eller sygdom.

Smerter ved den ydre ankelkno tyder på en skade på det udvendige ledbånd, fraktur i den ydre ankelkno eller sygdomme i fodledssenerne.
Smerter ved den indre ankelkno kan forårsages af en skade på det indvendige ledbånd, fraktur i den indre ankelkno, osteochondrosis dissecans, tarsaltunnelsyndrom, læsion i tibialis-posterior-senen.
Ved skader på det nederste ankelled projiceres smerterne oftest ud mod fodens yderkant.
Smerter i det øverste ankelled, der primært optræder ved bevægelse, tyder på et impingement-syndrom (afklemning).
Hvis smerterne er mere diffuse og ikke kan lokaliseres nærmere, kan det skyldes skader på ledfladerne (slidgigt).

Skader og sygdomsbilleder

En akut skade i ankelleddet opstår altid på grund af en påvirkning med mekanisk styrke på led og ledbånd. Her er det at vrikke om på foden og ud over den ydre ankelkno (supinationstraume) den hyppigste årsag og kan medføre overstrækning, ledbåndsskader og ledbåndsbrud samt frakturer i fodleddet.

Beskadigelse af ledbånd (supinationstraume)

Langt den hyppigste årsag til problemer og smerter i ankelleddet er, at man vrikker om på foden og vrikker udad (supinationstraume). Derved opstår der en overbelastning af apparatet på fodens yderside bestående af knogler, ledbånd og ledkapsel. Når man vrikker om sker der en overstrækning eller et brud på ledbåndsstrukturerne. Der kan desuden opstå følgeskader, som f.eks. frakturer.

Skader på de indvendige ledbånd

Det indvendige ledbånd forbinder den indvendige knogle med rulle- og hælbenet. Det er opbygget langt mere komplekst end det udvendige ledbånd og består af en forreste, midterste og bageste del, der stabiliserer ankelleddet og forhindrer skævvridning. Ved en ruptur i de indvendige ledbånd opstår der et brud eller en komplet afrivning af det indvendige ledbånd i det øverste ankelled.

Ankelledsfraktur

Efter at man er vrikket om, kan der i området omkring leddet opstå skader som afsprængning af ledfladen eller frakturer i lægbenet (fibula), skinnebenet (tibia) eller ankelrullebenet (talus).

Disse skader kan derefter sprede sig til andre strukturer i foden og medføre overdreven bevægelighed (hypermobilitet) eller bevægelsesbegrænsninger. Der opstår oftest kraftige smerter i ankelleddet ledsaget af hævelser og blodudtrædninger. Hvis knoglerne har forskudt sig efter en fraktur, kan ankelleddet synligt være deformeret.

Kronisk ligamentær instabilitet

Alle mennesker har ikke lige stærke ledbånd. Desuden kan instabilitet i ledbåndene fortsætte som følge af en ikke helt kureret skade. Det tager ledbåndene i ankelleddet ca. 9 måneder, før de er helt faste og belastbare igen. Men en ufuldstændig heling af ledbåndene eller fejlstilling af foden, som f.eks. kan opstå ved en skånende holdning i regenereringsfasen, får netop ved idræt eller ved gang i ujævnt terræn efter en skade lettere foden til at vrikke om eller mangle den nødvendige sikkerhed.

Kronisk instabilitet i ledbåndene kan ofte forhindres, men alt for ofte behandles skader i ankelleddet og ledbåndsapparatet i foden i den akutte fase, altså lige efter et uheld, ikke eller kun utilstrækkeligt. Patienter tager f.eks. ikke symptomerne alvorligt eller går til læge for sent. Hver anden får derfor som resultat i løbet af sit liv ikke kun problemer i foden men også i de videreførende led.

Kronisk instabilitet i det øvre eller nedre ankelled betragtes ubehandlet som såkaldt præartrotisk deformitet, dvs. risikofaktorer for dannelse af artrose, som på sit slutstadie ofte kun kan behandles med ortopædisk fodtøj, nye led eller ved hjælp af en stivgøringsoperaton.

Artrose (slidgigt)

I sund tilstand gør ledknogler bevægelsen af leddene nemmere og har en støddæmpende virkning, når man går. Artrose (slidgigt) er et tegn på slitage på disse ledflader. Men skader på ledknoglerne opstår ikke kun ved aldersbetingede tegn på slitage. Ofte er det utilstrækkeligt behandlede skader, der som senfølge fører til artrose i ankelleddet.

En skade kan føre til, at foden permanent belastes ugunstigt. Denne fejlbelastning fører i løbet af mange år til slitage af knoglen, indtil ledfladerne gnider mod hinanden og forårsager kraftige smerter. Jo tidligere en instabilitet i ledbåndene eller en begyndende artrose opdages, desto mere effektivt kan den modvirkes. Men det bør altid være målet at starte med at forebygge for at undgå knogleskader.

Betændelse (artritis)

Betændelse i ankelleddet kan have forskellige årsager som f.eks. senebetændelse, ankelledsartrose eller gigt. Smerterne begrænser ofte leddets bevægelighed.

Reumatoid artritis (leddegigt)

Reumatoid artritis medfører betændelse i leddets hinder, hvorved leddet svulmer op på grund af væske. Betændelsesstoffer og hvide blodlegemer aflejres og medfører en udvækst, der æder sig ind i brusken.

Achillodynia

Achillodynia er et smertesyndrom forårsaget af en overbelastning eller fejlbelastning i området omkring akillessenen. Smerterne optræder som følge af et akut brud på akillessenen og dens omgivende væv og kan optræde både punktuelt og diffust. Hvis achillodynia ikke forsvinder igen, kan der opstår degenerative forandringer.

Brud på akillessenen (akillesseneruptur)

Rives akillessenen over, optræder der ofte et piskeagtigt smæld ledsaget af stikkende smerter. Efterfølgende er den pågældende person ikke længere i stand til at stå på tåspidserne. For at undgå funktionstab bør behandlingsforanstaltningerne iværksættes så hurtigt som muligt. Ud over kirurgisk behandling er der også mulighed for konservativ behandling, der primært anvendes hos ældre patienter med følgesygdomme.

Behandling af smerter i ankelleddet

Førstehjælp efter en forstuvning

Som førstehjælp efter skader, f.eks. i forbindelse med idræt, anbefales det såkaldte RICE-princip. Rice står for Rest (hvile), Ice (is), Compression (kompression) og Elevation (løft af benet.) Alt efter smerternes styrke og symptomernes karakter bør man efterfølgende søge læge.

Mand i en hængekøje med JuzoPro Malleo Xtec Strong

Bandager og ortoser til alle faser ved tilskadekomst og behandling

Akutfase: Aflastning og stabilisering

I den akutte fase efter et traume, lider de berørte af smerter, hævelser og begrænset bevægelighed. Som regel anvendes der efter en akut skade eller en operation ortoser, som reducerer belastningen af de udvendige ledbånd funktionelt, uden at alle ledbevægelser begrænses.

Forstuvning af anklen (ankeldistorsion) er den hyppigste skade inden for idrætsortopædien. I de fleste tilfælde sker der det, at man vrikker om og vrikker ud over den ydre ankelkno (supinationstraume).

Denne skade behandles oftest konservativt. I den første behandlingsfase efter traumet skal fodleddet stabiliseres eksternt ved hjælp af en fodledsortose, og belastes igen lidt efter lidt.

I forbindelse med en akut skade opstår der ofte også ødemer og hævelser. Kompressionsstrømper, der bruges under fodledsortosen, kan hjælpe med at få ødemet og hævelsen til at fortage sig, og på den måde påvirke helingsprocessen positivt.

Mobiliseringsfase: Komprimering og styrkelse

I mobiliseringsfasen skal ledbåndsstrukturerne udvikle sig igen og styrkes. Denne fase strækker sig frem til genoprettelsen af det øverste og nederste ankelleds stabilitet. En tidlig genoptagelse af bevægelse er i denne fase særlig vigtig for at opnå gode behandlingsresultater.

Under helingsprocessen for et supinationstraume og efter afslutning af den akutte behandling anbefales støtte til ankelleddet i form af en bandage. For bandager omslutter de berørte led og udøver i den forbindelse et komprimerende tryk. Derved forbedres proprioceptionen, muskulaturen stimuleres, og leddet stabiliseres.

Kroniske fase: Støtte og styring

Ofte fortsætter en utilstrækkelig stabilitet i ankelleddet, når mobiliseringsfasen er afsluttet. Dette kan føre til fejlbelastning af foden og det tilstødende/videreførende led. Hvis der foreligger recidiverende distorsioner, smerter og en subjektiv følelse af ustabilitet især på ujævnt underlag, bør der bruges bandage hele tiden.

Som følge af utilstrækkeligt behandlede skader og ustabilitet kan der udvikle sig en bruskskade (slidgigt) i ankelleddet. En tynd, støttende bandage, der passer til alle sko, kan hjælpe ved at bremse videreudviklingen af slidgigt.